OL-bronzevinder Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er inviteret til Rio De Janeiro i Brasilien for at åbne brasilianernes øjne for dressursporten frem til OL i Rio De Janeiro 2016.
Sayn-Wittgenstein er sammen med fem andre europæiske dressurstjerner inviteret til at ride ved det internationale springstævne Oi Athina Onassis Horse Show, der en del af Global Champions Tour og det største ridestævne i Latinamerika.
For at promovere dressursporten op til OL 2016, skal der for første gang rides dressur ved Oi Athina Onassis Horse Show, og det bliver med dansk deltagelse. Det er Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Horsebo Smarties, der sammen med fem andre europæiske dressurekvipager skal ride ved springstævnet, der afvikles i Rio De Janeiro den 2. – 4. september 2011.
De øvrige fem europæiske ryttere, der er til start ved stævnet er Hans Peter Minderhoud og Edward Gal fra Holland, tyske Isabell Werth, Patrik Kittel fra Sverige og østrigske Victoria Max-Theurer. Der er 30.000 euro på spil i Grand Prix-klassen, mens præmiesummen i Grand Prix Kür er helt oppe på 70.000 euro.
(Kilde: Dansk Ride Forbund)