Finale i Dressurens Venner – cup 2018
Vallensbæk rideklub ligger i weekenden rammer til det flotte stævne som danner rammen om bl.a. DM for hold og finalen i Dressurens Venner – Cup 2018.
Årets finalehold er vinderne fra de landsdækkende kvalifikationer i årets løb. Finalisterne kommer fra følgende klubber:
- Kjellerup Sportsrideklub
- Ertebjerggaard Sportsrideklub
- Midtsjællands Rideklub
- Fyens Rideklub
- Vældgaard Sportsrideklub
Finalens Afvikling
To ryttere fra holdet rider LA2 og to ryttere rider LA5. Rytterne skal ride det samme program både lørdag og søndag. De tre bedste resultater fra holdet tæller, og holdets resultat fra lørdag og søndag lægges sammen og afgør det endelige resultat for finalen.
Om Dressurens Venner – Cup
Igen i år støtter INGDAM’S bredden i samarbejde med Dressurens Venner!
Dressurens Venner Cup er en landsdækkende turnering i dressur for klubhold, der afvikles over seks kvalifikationsrunder og en finale. Kvalifikationsrunderne fordeles således, der afholdes to runder på Sjælland, en på Fyn og tre i Jylland i perioden april til august. Cuppen er åben for heste der ikke har startet højere end sværhedsgrad 2, og ryttere der ikke har startet højere end sværhedsgrad 3 til A-, B- eller C-stævner i kvalifikationsperioden. På den måde henvender turneringen sig til de fleste dressurryttere rundt omkring i de danske klubber.
I finalen er der flotte doteringer på 10.000,- til vinderholdet samt hhv. 6000,- og 4000,- til 2. og 3. pladsen fra Dressurens Venner. Desuden dækkes omkostninger til overnatning af Dressurens Venner.
INGDAM’S sponserer rosetter og plaketter til finalens tre placerede hold samt dækkener og æresbånd til det vindende hold. Herudover er der til rytterene på det vindende hold gavekort på kr. 2000,- til brug for sadelkontrol og – tilpasning af egen sadel til hver rytter samt et foredrag til klubben om “Hestens og Rytterens Præstation i forhold til Sadlen”.
Vi ønsker alle held og lykke – må alle to- og firbenede få en vidunderlig oplevelse!